|
Som 20-årig lavede Claus Meyer sit første officielle måltid "ud af huset" fra sin toværelses lejlighed i Ingerslevsgade og bragte efterfølgende maden ud på sin Raleigh-cykel. Enmandsfirmaet blev startskuddet til cateringvirksomheden Meyers Køkken (1989), der i dag leverer skræddersyede mad- og måltidskoncepter til private og virksomheder
I 1999 slog Claus Meyer dørene op for Meyers Madhus på Nørrebrogade, der tilbyder kogekurser, gastronomiske oplevelser, inspiration og uddannelse til såvel børn og voksne som til professionelle. Teambuildings, forkælelsesophold og kogekurser forgår bl.a. i Meyers Madhus i hjertet af København, på Norra Mosshult i Sverige og på Lilleø. 2000 var året, hvor Claus Meyer sammen med Claus Tingstrøm grundlagde M&T Personalerestauranter, der i dag driver mere end 40 kantiner. M&T beskæftiger 200 medarbejdere, der dagligt tilbereder frokost til 10.000 glade – og kræsne – ansatte hos en række af Danmarks førende offentlige og private virksomheder bl.a. PFA Pension, Ledernes Hovedorganisation, Carlsberg Danmark, BRFkredit, Københavns Fondsbørs og Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender. Virksomheden drives i dag af Claus Meyer (solo) og hedder Meyer Kantiner. Foråret 2003 erhvervede Claus Meyer Vigmosegaard på Lilleø med tilhørende frugtplantage. Frugt fra Lilleø sælges gennem KC Frugt, og såvel æbler som blommer forædles til eddike med forbillede i Modenas balsamico-produktion. I 2004 tog han initiativ til etablering af et dansk frugteddikekonsortium, der fra start fik tilslutning fra 20 frugtavlere i det syddanske kystområde. Claus Meyer har de seneste år engageret sig i omfattende produktudviklingsprojekter under brandet Meyerfood, der sigter mod at gøre velsmagende råvarer og forædlede produkter med en særlig oprindelseshistorie bredt tilgængelige på det danske marked. I april 2005 slog Claus Meyer dørene op for Meyers Deli på Gl. Kongevej, Frederiksberg – en nyskabende sammensmeltning af uformelt spisested, kolonialhandel, kaffebar og take away. Meyers Deli fik i oktober 2006 en søsterfilial på Kgs. Nytorv i Magasin.
Meyer Gruppen beskæftiger i dag ca. 300 ansatte. | ||
| © k © 4+4 | ||